(no subject)
Rationaliteten, klarheden af lyset den eftermiddag var nok i sig selv; komplet gennemsigtighed må være uigennemtrængelig, disse lodrette striper af bronzefarvet lys der kommer ned fra svovlgule huller i en himmel dækket af grå skyer der næsten sprænges med ny regn. Det slog skoven med nikotin-dækkede fingre, bladene skinnede. En kold dag i slutningen af oktober, når de indtørrede brombær hang som stille lig på de misfarvede grene. Der var tørre bistader og faldne blade i det klamme mudder hvor regnen havde gjort jorden så våd, at det syntes at flyde op igennem dine skosåler for at minde dig om den smertefulde kulde, der markerer fremgangen af den vinter som griber fat om din mave og klemmer den sammen. Nu har de bare egetræer et anorektisk udseende; der er ikke meget i efterårsskoven som kan få dig til at smile, men det er endnu ikke, ikke helt, den sørgeligste tid på året. Men dog er der en dvælende følelses af livets uundgåelige pause; året, i det, det går rundt, går imod sig selv. Introspektivt vejr, et sygerums stilhed.
Skoven lukker sig. Du træder ind igennem de første træer og da er du ikke længere i det fri; skoven sluger dig. Der er ingen vej igennem skoven mere, denne skov er gået tilbage til dens originale privathed. Når du først er inde i den, må du blive der indtil den lukker dig ud igen, for der er ingen spor til at føre dig sikkert igennem; græs voksede over stierne for længe siden og nu laver rævene og kaninerne deres egne veje i den delikate labyrint. Træernes toppe bevæger sig med en lyd som krinoline skørterne fra de kvinder som har tabt dem selv i skoven og jager håbløst rundt for vejen ud. Krager lejer fangeleg i elmetræernes grene. En lille strøm med bløde stykker mos løber igennem skoven, men den er blevet udmattet med årstiden; det stille, næsten sorte vand bliver nu tykkere, til is. Alt vil falde. Alt vil bruges op.
En ung pige ville gå ind i skoven så ignorant om farer som Lille Rødhætte til hendes bedstemors hus, men dette lys tillader ingen alternative fortolkninger og her vil hun blive fanget i sin egen illusion, fordi alt i skoven er præcis som det ser ud.
Skoven går ind i sig selv, kun for at gå ind i sig selv igen, som en kinesisk æske der altid åbner til en ny æske; skovens intime perspektiver ændrede sig konstant foran den uvedkommende, den uvirkelige rejsende der går imod en selvopfunden distance der for evigt lå lige foran mig.
Det er nemt at miste sig selv i disse skove.
En fugls to-note sang hang i luften, som om min pigelige og skønne ensomhed var blevet forvandlet til lyd. Der var en smule tåge i buskadset, en parodi på en gammel mands skæg som flød over de laveste træer og buske; tunge klaser af røde bær så modne og velsmagende som fortryllet frugt hængt på tornehække. Træerne havde spundet en vugge af halvnøgne grene over mig, så jeg følte at jeg var i et hus af net, og den kolde vind der altid advarer ham om din tilstedeværelse, havde jeg bare vidst det dengang, blæste nænsomt rundt om mig. Jeg troede at ingen andre var i skoven.
Egekongen vil give dig sår, der ikke kan heles.
En anden fugls kalden skar nu igennem luften, så ensom at den kunne have kommet fra den sidste fugl i verden. Den kalden, med hele det faldne års melankoli, ramte mit hjerte.
Jeg gik igennem skoven indtil alle dens perspektiver mødtes i en mørk lysning; så snart jeg så dem, vidste jeg med det samme at alle dens beboere havde ventet på mig fra det øjeblik jeg trådte ind i skoven, med vilde dyrs uendelige tålmodighed, for de har al tid i verden.
Det var en have hvor alle blomster var fugle og dyr; askebløde rådyr, bittesmå gråspurve, ræve med deres lange, buskede haler, en solsort med et gult næb, frøer, krager, små brune kaniner. Der var en høj og slank rødlig hare der stod op på sine bagben med næsen i skyerne. En rustfarvet ræv lagde sit hoved på hans knæ. Et egern klyngede sig til stammen af et træ og iagttog ham. En hane strakte sin hals ud for bedre at kunne se ham. Der var en ualmindelig hvis ged, skinnende som en ged af sne, som vendte sine venlige øjne imod mig og brægede stille, så han vidste at jeg var ankommet.
Han smiler. Han lægger sin pipe ned, hans fugle kalder. Han lægger sin uigenkaldelige hånd på min skulder.
Hans øjne er umådeligt grønne, som om han har kigget for meget på skoven.
Der er nogle øjne, som kan spise dig.
Egekongen bor alene i den inderste del af skoven, i et hus som kun har et rum. Hans hus er bygger af grene og sten, og har groet et tæppe af gule svampe. Græs og ukrudt gror i det grønne tag. Han hugger faldne grene til sit bål og for sit vand fra floden i skoven.
Hvad spiser han? Jamen, han spiser alt hvad træernes rige har at byde på! Stuvede nælder; kæmpe masser af hønsetarm med en smule muskatnød; han steger hyrdetasken som om den var en grøntsag. Han ved hvilke af de rynkede, brune svampe kan spises; han forstår deres mystiske funktioner, hvordan de gror i mørke grotter og lever af døde ting. De springer alle op i nattens mørke, som bobler af jord, upåvirket af naturen, kun eksisterende i et tomrum. Og jeg kunne ledes til at tro, at det er samme med ham; han blev bragt til live ud af skovens vilje.
Han går ud om morgenen for at samle hans unaturlige skatte, han er lige så forsigtig med dem som hønseæg, han lægger dem i en af de kurve som han fletter fra pil. Han laver salat ud af de planter, han kalder navne som "røv-piper" og "pis-i-sengene", and smager dem til med et par blade fra vilde jordbær, men han nægter at spise bærrene, for han siger at Djævlen har spyttet på dem.
Han ved alt om skoven og dyrene i den. Han fortalte mig om græsslangerne, hvordan de gamle åbner munder når de lugter farer, og de små tynde forsvinder ned i de gamles halse indtil faren er drevet over. Han fortalte mig at skruptudsen som bor imellem kabbelejerne om sommeren har en uvurderlig juvel i sit kranium. Han viste mig hvordan man fletter pilene til kurve og, nogle gange, til de bure hvor han holder sine sangfugle.
Hans køkken ryster med fuglesang fra bur til bur af lærker og solsorte, som han holder stablet op imod væggen. Hvor modbydeligt det er, at holde vilde fugle i bur! Men han griner af mig når jeg siger det; griner og viser mig hans hvide, skarpe tænder med det glimtende spyt på dem.
Over ildstedet hænger en masse tørre svampe, han hænger også urter til at tørre, og deres lugt spreder sig i hele huset. Rummet er musikalsks og aromatisk, og der er altid ild i ildsteder. Men man kan ikke få en eneste tone ud af den gamle violin som hænger på væggen ved siden af fuglene, for alle dens strenge er sprunget. Nu, når jeg går tur, nogle gange om morgenen når frosten har sat sit skinnende spor, eller nogle gange, dog ikke så ofte, med bedre, om aftenen når det kolde mørke dækker skoven, så går jeg altid til Egekongen, og han lægger mig på hans seng af ravfarvet hø, hvor jeg er hans store hænders slave.
Han er den nænsomme slagter som lærte mig at kødets pris er kærlighed; pels kaniner, siger han! Og af med alt mit tøj.
Når han børster sit hår, som er den samme farve som visne blade, så falder visne blade ud af det; de rystes ud og falder til jorden som om han var et træ, og han kan stå stille som et træ, når han vil have duerne til at flyve ned og sætte sig på hans skuldre. Han snitter fløjter ud af de fineste grene og det er disse fløjter han bruger til at kalde fugle til sig -- alle fuglene kommer og de skønneste sangere vil han bure inde.
Vinden får den mørke skov til at bevæge sig; den blæser igennem buskene. En smule af den kolde vind der blæser over kirkegårde følger ham altid, den får hårene i min nakke til at stå på, men jeg er ikke bange for ham; jeg frygter kun svimmelheden, den svimmelhed som han fanger mig med. Jeg er bange for at falde. Falde som en fugle ville falde igennem luften hvis Egekongen fangede vinden i sit lommetørklæde og bandt ender sammen så den ikke kunne slippe ud. Så ville vindene ikke længere holde fuglene løftet og de ville alle falde med tyngdekraften, ligesom jeg falder foran ham, og jeg ved at det kun er fordi han er venlig, at jeg ikke falder længere. Jorden med dens sårbare tæppe af sidste sommers visnende blade holder mig kun fordi det passer ham, fordi hans kød er det samme materiale som de blade, der langsomt forvandles til jord.
Han kunne stoppe mig ned i jorden, og jeg ville blive nødt til at vente til han fløjtede mig op derfra, før jeg kunne komme tilbage.
Men alligevel, hver eneste gang han får de to noter frem fra sin fløjte, så kommer jeg, ligesom en hver anden fugl der sidder på hans håndled.
Jeg fandt Egekongen siddende på en mosdækket træstub hvor han kaldte alle skovens fugle til sig med en diatonisk spole af lyd, en stigende note, en faldende; sådan et sødt kald at der kom en stime af fugle ned imod ham. Lysningen var oversået med døde blade, nogle honningfarvede, nogle den samme farve som jorden. Han virkede som om han var selve stedets sjæl, så jeg blev ikke overrasket da ræven hvilede sit hoved på hans knæ. Det brune lys det er altid på slutningen af dagen forsvandt ind i den mudrede skovbund; alt stille, alt ubevægeligt, og den kolde lugt af nat. De første dråber regn faldt. Intet lå, udover hans hus.
Det var sådan at jeg gik ind i Egekongens fugledækkede ensomhed.
Gedemælk at drikke fra en gammel tinkop; vi skal spise de kager han har bagt. Regnen trommer på taget. Låsen smækker; vi er lukket inde med hinanden i det brune rum, tørt fra luften af de brændende grene, og jeg ligger ned på hans stråseng. Hans hud har samme farve som fløde, hans brystvorter er stive og modne som bær. Som et træ der bærer frugt og blomst på samme gren, hvor tilfredsstillende, hvor dejligt.
Og nu -- Ach! Jeg føler dine skarpe tænder i dine kys' underjordiske dybder. De syv vinde griber fat om elmetræerne og får dem til at svaje, som var de bedende mænd; du synker dine tænder ind i min hals og får mig til at skrige.
Den hvide måne over lysningen, oplyser med kulde vores omfavnelser. Hvor smukt jeg vandrede, eller, rettere, plejede at vandre; engang var jeg sommerlabyrintens perfekte datter, men året vendte, lyset blev klarere og jeg så den store Egekonge, høj som et træ med fugle i dets grene, og han drog mig til sig med sin magiske lasso af overnaturlig musik.
Hvis jeg strengede violinen op med dit hår, så kunne vi danse sammen til musikken imens det trætte sollys prøver at finde vej imellem træerne; vi ville have smukkere musik end den svage kvidren fra lærkerne i deres kønne bure.
Han klæder mig til jeg kun har én ting på, det underskind af hud, som pærlebeklædt satin, som en pelset kanin; derefter klæder han mig på igen og omfavner mig med arm så fulde og bløde, at de kunne være lavet af vand. Og over mig falder de visne blade, som om jeg er blevet en del af strømmen.
Nogle gange begynder fuglene, helt uden varsel, alle at synge.
Hans hud dækker mig helt; vi er som to dele af et frø. Jeg kunne lægge mig selv inde i din krop, og du ville bære mig.
Stearinlyset flakker og går ud. Hans kærtegn både hjælper og sårer mig; jeg kan føle mig hjerte slå hurtigere, derefter visne, nøgen som en sten på den bevægende madras imens den dejlige, månebelyste nat kommer ind igennem vinduet for at berøre de uskyldiges kød. De uskyldige som laver bure til at holde de dejlige fugle i. Spis mig, drik mig; tørstig, udmattet, loppebefængt går jeg tilbage til ham, og hans fingre stripper det ødelagte hud væk og dækker mig i hans kjole af vand, en klædedragt som næsten drukner mig i al dens fare.
Det bliver koldere. Der er næsten ikke et blad tilbage på træerne og fuglene kommer til ham i endnu større flokke fordi han fodrer dem igennem den hårde vinter. De kan ikke finde mad, med Egekongen giver dem korn, og når han fløjter på dem, går det blot et sekund før man ikke kan se ham, for han er dækket af fugle. Han spreder sine frugter ud foran mig, sådan en skræmmende mængde; jeg ligger over ham og ser lyset fra ildsteder suget ind i det sorte tomrum i hans øje, lyset der i midten presser mig så hårdt, at det skubber mig ind i det.
Øjne så grønne som æbler. Grønne som dødt tang.
En vind rejser sig; den laver en vild, hastig lyd.
Sikke store øjne du har. Øjne med et usammenligneligt lys, det fluorescerende lys i lykantropens øjne. Den usammenhængenge grønne farve i dine øjne lukker sig på mit reflekterende ansigt. Der præserverer, ligesom flydende rav; den fanger mig. Jeg er bange for at jeg vil blive fanget i den for evigt, ligesom alle de stakkels fluer og myrer. Der er et sort hul i hvert af dine øjne, de er deres stille midte, og at kigge derind gør mig svimmel, som om jeg vil falde ind i dem.
Dine grønne øjne er som et formindskelseskammer. Hvis jeg kigger ind i det for længe, så vil jeg blive så lille som mit eget spejlbillede. Jeg vil blive mindre og mindre, og til sidst forsvinde. Jeg vil blive trukket ind i den sorte kugle og du kan spise mig. Jeg vil blive så lille at du kan holde mig i et af dine pilebure og grine af mit tabet af min frihed. Jeg har set det bur du fletter til mig; det er meget kønt og jeg skal sidde, efter dette, i mit bur iblandt de andre sangfugle.
Da jeg indså hvad Egekongen ville gøre imod mig, da blev jeg ramt af en umådelig frygt, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, for jeg elskede ham af hele mit hjerte, men dog ønskede jeg ikke at blive en af de mange sangfugle, selvom han passede og plejede dem og fodrede dem hver dag. Hans omfavn var hans kærlighed, og dog, åh! de var de grene, som fælden selv blev spundet af. Men i hans uskyldighed vidste han aldrig, at han kunne blive min død, selvom jeg vidste det fra det første øjeblik jeg så ham.
Egekongen vil give dig sår, der ikke kan heles.
Selvom violinen hænger på væggen er alle strengene sprunget, så man kan ikke spille på den. Jeg ved ikke hvilken slags melodier man kunne spille hvis man strengede den op igen; vuggeviser for dumme jomfruer måske. Og nu ved jeg at fuglene ikke synger, de græder blot, fordi de ikke kan finde deres ved ud af skoven, og har tabt deres kroppe da de følte Egekongens kærtegn.
Nogle gange lægger han sit hoved i mit skød og lader mig børste hans skønne hår for ham; hans lokker er bladene fra hvert eneste træ i skoven, og de falder ensomt rundt om mine fødder. Hans hår falder ned over mine knæ. Stilhed som en drøm foran ilden altimens han ligger ved mine fødder og lader mig børste de visne blade ud af hans hår. Der er en melankoli i spurvens sang, fordi året er slut -- spurven er menneskets ven, på trods af det sorte sår i brystet hvor Egekongen rev dens hjerte ud.
Læg dit hoved på mit knæ så jeg ikke længere må kigge på dine grønne øjne,
Mine hænder ryster.
Jeg vil tage to håndfulde af det silkebløde hår imens han ligger halt drømmende, halvt vågen, og jeg skal spinde dem til reb, stille, så han ikke vågner, og så, med hænder så nænsomme som regn, vil jeg kvæle ham til døde med dem.
Derefter vil jeg åbne alle burene og slippe fuglene fri; de vil forvandles til unge piger, alle sammen, alle med hans sorte kys på deres halse.
Jeg vil da skære hans lange man af med den kniv han bruger til at pelse kaniner; jeg vil strenge violinen op med fem strenge af askebrunt hår.
Så vil jeg spille uden at røre den. Buen vil danse over de nye strenge af sig selv og de vil skrige: "Moder, moder, du har myrdet mig!"
Skoven lukker sig. Du træder ind igennem de første træer og da er du ikke længere i det fri; skoven sluger dig. Der er ingen vej igennem skoven mere, denne skov er gået tilbage til dens originale privathed. Når du først er inde i den, må du blive der indtil den lukker dig ud igen, for der er ingen spor til at føre dig sikkert igennem; græs voksede over stierne for længe siden og nu laver rævene og kaninerne deres egne veje i den delikate labyrint. Træernes toppe bevæger sig med en lyd som krinoline skørterne fra de kvinder som har tabt dem selv i skoven og jager håbløst rundt for vejen ud. Krager lejer fangeleg i elmetræernes grene. En lille strøm med bløde stykker mos løber igennem skoven, men den er blevet udmattet med årstiden; det stille, næsten sorte vand bliver nu tykkere, til is. Alt vil falde. Alt vil bruges op.
En ung pige ville gå ind i skoven så ignorant om farer som Lille Rødhætte til hendes bedstemors hus, men dette lys tillader ingen alternative fortolkninger og her vil hun blive fanget i sin egen illusion, fordi alt i skoven er præcis som det ser ud.
Skoven går ind i sig selv, kun for at gå ind i sig selv igen, som en kinesisk æske der altid åbner til en ny æske; skovens intime perspektiver ændrede sig konstant foran den uvedkommende, den uvirkelige rejsende der går imod en selvopfunden distance der for evigt lå lige foran mig.
Det er nemt at miste sig selv i disse skove.
En fugls to-note sang hang i luften, som om min pigelige og skønne ensomhed var blevet forvandlet til lyd. Der var en smule tåge i buskadset, en parodi på en gammel mands skæg som flød over de laveste træer og buske; tunge klaser af røde bær så modne og velsmagende som fortryllet frugt hængt på tornehække. Træerne havde spundet en vugge af halvnøgne grene over mig, så jeg følte at jeg var i et hus af net, og den kolde vind der altid advarer ham om din tilstedeværelse, havde jeg bare vidst det dengang, blæste nænsomt rundt om mig. Jeg troede at ingen andre var i skoven.
Egekongen vil give dig sår, der ikke kan heles.
En anden fugls kalden skar nu igennem luften, så ensom at den kunne have kommet fra den sidste fugl i verden. Den kalden, med hele det faldne års melankoli, ramte mit hjerte.
Jeg gik igennem skoven indtil alle dens perspektiver mødtes i en mørk lysning; så snart jeg så dem, vidste jeg med det samme at alle dens beboere havde ventet på mig fra det øjeblik jeg trådte ind i skoven, med vilde dyrs uendelige tålmodighed, for de har al tid i verden.
Det var en have hvor alle blomster var fugle og dyr; askebløde rådyr, bittesmå gråspurve, ræve med deres lange, buskede haler, en solsort med et gult næb, frøer, krager, små brune kaniner. Der var en høj og slank rødlig hare der stod op på sine bagben med næsen i skyerne. En rustfarvet ræv lagde sit hoved på hans knæ. Et egern klyngede sig til stammen af et træ og iagttog ham. En hane strakte sin hals ud for bedre at kunne se ham. Der var en ualmindelig hvis ged, skinnende som en ged af sne, som vendte sine venlige øjne imod mig og brægede stille, så han vidste at jeg var ankommet.
Han smiler. Han lægger sin pipe ned, hans fugle kalder. Han lægger sin uigenkaldelige hånd på min skulder.
Hans øjne er umådeligt grønne, som om han har kigget for meget på skoven.
Der er nogle øjne, som kan spise dig.
Egekongen bor alene i den inderste del af skoven, i et hus som kun har et rum. Hans hus er bygger af grene og sten, og har groet et tæppe af gule svampe. Græs og ukrudt gror i det grønne tag. Han hugger faldne grene til sit bål og for sit vand fra floden i skoven.
Hvad spiser han? Jamen, han spiser alt hvad træernes rige har at byde på! Stuvede nælder; kæmpe masser af hønsetarm med en smule muskatnød; han steger hyrdetasken som om den var en grøntsag. Han ved hvilke af de rynkede, brune svampe kan spises; han forstår deres mystiske funktioner, hvordan de gror i mørke grotter og lever af døde ting. De springer alle op i nattens mørke, som bobler af jord, upåvirket af naturen, kun eksisterende i et tomrum. Og jeg kunne ledes til at tro, at det er samme med ham; han blev bragt til live ud af skovens vilje.
Han går ud om morgenen for at samle hans unaturlige skatte, han er lige så forsigtig med dem som hønseæg, han lægger dem i en af de kurve som han fletter fra pil. Han laver salat ud af de planter, han kalder navne som "røv-piper" og "pis-i-sengene", and smager dem til med et par blade fra vilde jordbær, men han nægter at spise bærrene, for han siger at Djævlen har spyttet på dem.
Han ved alt om skoven og dyrene i den. Han fortalte mig om græsslangerne, hvordan de gamle åbner munder når de lugter farer, og de små tynde forsvinder ned i de gamles halse indtil faren er drevet over. Han fortalte mig at skruptudsen som bor imellem kabbelejerne om sommeren har en uvurderlig juvel i sit kranium. Han viste mig hvordan man fletter pilene til kurve og, nogle gange, til de bure hvor han holder sine sangfugle.
Hans køkken ryster med fuglesang fra bur til bur af lærker og solsorte, som han holder stablet op imod væggen. Hvor modbydeligt det er, at holde vilde fugle i bur! Men han griner af mig når jeg siger det; griner og viser mig hans hvide, skarpe tænder med det glimtende spyt på dem.
Over ildstedet hænger en masse tørre svampe, han hænger også urter til at tørre, og deres lugt spreder sig i hele huset. Rummet er musikalsks og aromatisk, og der er altid ild i ildsteder. Men man kan ikke få en eneste tone ud af den gamle violin som hænger på væggen ved siden af fuglene, for alle dens strenge er sprunget. Nu, når jeg går tur, nogle gange om morgenen når frosten har sat sit skinnende spor, eller nogle gange, dog ikke så ofte, med bedre, om aftenen når det kolde mørke dækker skoven, så går jeg altid til Egekongen, og han lægger mig på hans seng af ravfarvet hø, hvor jeg er hans store hænders slave.
Han er den nænsomme slagter som lærte mig at kødets pris er kærlighed; pels kaniner, siger han! Og af med alt mit tøj.
Når han børster sit hår, som er den samme farve som visne blade, så falder visne blade ud af det; de rystes ud og falder til jorden som om han var et træ, og han kan stå stille som et træ, når han vil have duerne til at flyve ned og sætte sig på hans skuldre. Han snitter fløjter ud af de fineste grene og det er disse fløjter han bruger til at kalde fugle til sig -- alle fuglene kommer og de skønneste sangere vil han bure inde.
Vinden får den mørke skov til at bevæge sig; den blæser igennem buskene. En smule af den kolde vind der blæser over kirkegårde følger ham altid, den får hårene i min nakke til at stå på, men jeg er ikke bange for ham; jeg frygter kun svimmelheden, den svimmelhed som han fanger mig med. Jeg er bange for at falde. Falde som en fugle ville falde igennem luften hvis Egekongen fangede vinden i sit lommetørklæde og bandt ender sammen så den ikke kunne slippe ud. Så ville vindene ikke længere holde fuglene løftet og de ville alle falde med tyngdekraften, ligesom jeg falder foran ham, og jeg ved at det kun er fordi han er venlig, at jeg ikke falder længere. Jorden med dens sårbare tæppe af sidste sommers visnende blade holder mig kun fordi det passer ham, fordi hans kød er det samme materiale som de blade, der langsomt forvandles til jord.
Han kunne stoppe mig ned i jorden, og jeg ville blive nødt til at vente til han fløjtede mig op derfra, før jeg kunne komme tilbage.
Men alligevel, hver eneste gang han får de to noter frem fra sin fløjte, så kommer jeg, ligesom en hver anden fugl der sidder på hans håndled.
Jeg fandt Egekongen siddende på en mosdækket træstub hvor han kaldte alle skovens fugle til sig med en diatonisk spole af lyd, en stigende note, en faldende; sådan et sødt kald at der kom en stime af fugle ned imod ham. Lysningen var oversået med døde blade, nogle honningfarvede, nogle den samme farve som jorden. Han virkede som om han var selve stedets sjæl, så jeg blev ikke overrasket da ræven hvilede sit hoved på hans knæ. Det brune lys det er altid på slutningen af dagen forsvandt ind i den mudrede skovbund; alt stille, alt ubevægeligt, og den kolde lugt af nat. De første dråber regn faldt. Intet lå, udover hans hus.
Det var sådan at jeg gik ind i Egekongens fugledækkede ensomhed.
Gedemælk at drikke fra en gammel tinkop; vi skal spise de kager han har bagt. Regnen trommer på taget. Låsen smækker; vi er lukket inde med hinanden i det brune rum, tørt fra luften af de brændende grene, og jeg ligger ned på hans stråseng. Hans hud har samme farve som fløde, hans brystvorter er stive og modne som bær. Som et træ der bærer frugt og blomst på samme gren, hvor tilfredsstillende, hvor dejligt.
Og nu -- Ach! Jeg føler dine skarpe tænder i dine kys' underjordiske dybder. De syv vinde griber fat om elmetræerne og får dem til at svaje, som var de bedende mænd; du synker dine tænder ind i min hals og får mig til at skrige.
Den hvide måne over lysningen, oplyser med kulde vores omfavnelser. Hvor smukt jeg vandrede, eller, rettere, plejede at vandre; engang var jeg sommerlabyrintens perfekte datter, men året vendte, lyset blev klarere og jeg så den store Egekonge, høj som et træ med fugle i dets grene, og han drog mig til sig med sin magiske lasso af overnaturlig musik.
Hvis jeg strengede violinen op med dit hår, så kunne vi danse sammen til musikken imens det trætte sollys prøver at finde vej imellem træerne; vi ville have smukkere musik end den svage kvidren fra lærkerne i deres kønne bure.
Han klæder mig til jeg kun har én ting på, det underskind af hud, som pærlebeklædt satin, som en pelset kanin; derefter klæder han mig på igen og omfavner mig med arm så fulde og bløde, at de kunne være lavet af vand. Og over mig falder de visne blade, som om jeg er blevet en del af strømmen.
Nogle gange begynder fuglene, helt uden varsel, alle at synge.
Hans hud dækker mig helt; vi er som to dele af et frø. Jeg kunne lægge mig selv inde i din krop, og du ville bære mig.
Stearinlyset flakker og går ud. Hans kærtegn både hjælper og sårer mig; jeg kan føle mig hjerte slå hurtigere, derefter visne, nøgen som en sten på den bevægende madras imens den dejlige, månebelyste nat kommer ind igennem vinduet for at berøre de uskyldiges kød. De uskyldige som laver bure til at holde de dejlige fugle i. Spis mig, drik mig; tørstig, udmattet, loppebefængt går jeg tilbage til ham, og hans fingre stripper det ødelagte hud væk og dækker mig i hans kjole af vand, en klædedragt som næsten drukner mig i al dens fare.
Det bliver koldere. Der er næsten ikke et blad tilbage på træerne og fuglene kommer til ham i endnu større flokke fordi han fodrer dem igennem den hårde vinter. De kan ikke finde mad, med Egekongen giver dem korn, og når han fløjter på dem, går det blot et sekund før man ikke kan se ham, for han er dækket af fugle. Han spreder sine frugter ud foran mig, sådan en skræmmende mængde; jeg ligger over ham og ser lyset fra ildsteder suget ind i det sorte tomrum i hans øje, lyset der i midten presser mig så hårdt, at det skubber mig ind i det.
Øjne så grønne som æbler. Grønne som dødt tang.
En vind rejser sig; den laver en vild, hastig lyd.
Sikke store øjne du har. Øjne med et usammenligneligt lys, det fluorescerende lys i lykantropens øjne. Den usammenhængenge grønne farve i dine øjne lukker sig på mit reflekterende ansigt. Der præserverer, ligesom flydende rav; den fanger mig. Jeg er bange for at jeg vil blive fanget i den for evigt, ligesom alle de stakkels fluer og myrer. Der er et sort hul i hvert af dine øjne, de er deres stille midte, og at kigge derind gør mig svimmel, som om jeg vil falde ind i dem.
Dine grønne øjne er som et formindskelseskammer. Hvis jeg kigger ind i det for længe, så vil jeg blive så lille som mit eget spejlbillede. Jeg vil blive mindre og mindre, og til sidst forsvinde. Jeg vil blive trukket ind i den sorte kugle og du kan spise mig. Jeg vil blive så lille at du kan holde mig i et af dine pilebure og grine af mit tabet af min frihed. Jeg har set det bur du fletter til mig; det er meget kønt og jeg skal sidde, efter dette, i mit bur iblandt de andre sangfugle.
Da jeg indså hvad Egekongen ville gøre imod mig, da blev jeg ramt af en umådelig frygt, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, for jeg elskede ham af hele mit hjerte, men dog ønskede jeg ikke at blive en af de mange sangfugle, selvom han passede og plejede dem og fodrede dem hver dag. Hans omfavn var hans kærlighed, og dog, åh! de var de grene, som fælden selv blev spundet af. Men i hans uskyldighed vidste han aldrig, at han kunne blive min død, selvom jeg vidste det fra det første øjeblik jeg så ham.
Egekongen vil give dig sår, der ikke kan heles.
Selvom violinen hænger på væggen er alle strengene sprunget, så man kan ikke spille på den. Jeg ved ikke hvilken slags melodier man kunne spille hvis man strengede den op igen; vuggeviser for dumme jomfruer måske. Og nu ved jeg at fuglene ikke synger, de græder blot, fordi de ikke kan finde deres ved ud af skoven, og har tabt deres kroppe da de følte Egekongens kærtegn.
Nogle gange lægger han sit hoved i mit skød og lader mig børste hans skønne hår for ham; hans lokker er bladene fra hvert eneste træ i skoven, og de falder ensomt rundt om mine fødder. Hans hår falder ned over mine knæ. Stilhed som en drøm foran ilden altimens han ligger ved mine fødder og lader mig børste de visne blade ud af hans hår. Der er en melankoli i spurvens sang, fordi året er slut -- spurven er menneskets ven, på trods af det sorte sår i brystet hvor Egekongen rev dens hjerte ud.
Læg dit hoved på mit knæ så jeg ikke længere må kigge på dine grønne øjne,
Mine hænder ryster.
Jeg vil tage to håndfulde af det silkebløde hår imens han ligger halt drømmende, halvt vågen, og jeg skal spinde dem til reb, stille, så han ikke vågner, og så, med hænder så nænsomme som regn, vil jeg kvæle ham til døde med dem.
Derefter vil jeg åbne alle burene og slippe fuglene fri; de vil forvandles til unge piger, alle sammen, alle med hans sorte kys på deres halse.
Jeg vil da skære hans lange man af med den kniv han bruger til at pelse kaniner; jeg vil strenge violinen op med fem strenge af askebrunt hår.
Så vil jeg spille uden at røre den. Buen vil danse over de nye strenge af sig selv og de vil skrige: "Moder, moder, du har myrdet mig!"