Mørke

[snigepippi]

At gå i vild natur om natten er fantastisk på den farlige måde hvor man mærker ur-angsten for det man ikke kan se dukke og i udkandten af ens bevidsthed. Mærkelige former og figurer og vilde og facsinerede syner dukker op når man ikke tydeligt kan se verden og blive bøge bliver til skumle skabninger der knager mod månen.
Jeg er ikke bange, mørket er blødt mod min kinder og jeg kender joden og bladende og grenene der giver efter under mine fødder. Verden ønsker ikke at skade mig og det værste der kan ske er at jeg forvrider foden på en rådden gren.
Men Jeg tænker på min fortid og de mennesker der har vandre før mig i store øde skove, mennem ukendt terain i mørket.
Hvad har de set?
Hvad har de hørt?
Hvor lang tid gik der i mrket, før de satte farten op og kiggede sig frygtsomt omkring?
Mørket der slører vores ellers så finttonede blik, ødelægger farver og former omkring os og hvisker med ukendte lyde.
Den urfrygt kryber op langs min ryg og masserer min nakke med tørre fingre der sender blide gys gennem min ånde.
Jeg kigger.
Jeg stirrer ind i mørket og ser ellefolk danse imellem måndeskind og blink fra forvildede stjerner.
Jeg ser ikke mere end mine aner og ikke minde en alle andre vil se.
I mørket.