Ultimatum fra EU til Serbien

Feb 24, 2006 14:07

EU vil afbryde sine forhandlinger med Serbien, hvis ikke krigsforbryder-anklagede Ratko Mladic straks udleveres til FN-domstolen i Haag, advarede EU-kommissær Olli Rehn i går. Unionens udenrigsministre træffer formentlig beslutning i sagen allerede mandag.

KRIGSFORBRYDELSE

Af LOUISE WITH, Jyllands-Postens korrespondent

Ingen Ratko Mladic, ingen videre EU-forhandlinger, lød den klare besked til Serbien fra EU’s udvidelseskommissær Olli Rehn i går.

»Serbien har et konkret og håndgribeligt EU-perspektiv, « sagde Rehn og beklagede, at serberne pt. ikke samarbejder 100 pct. med FN’s krigsforbryderdomstol i
Haag.

»Fuldt samarbejde bør føre til arrestation og udlevering af Ratko Mladic og også Radovan Karadzic. Lad mig sige det klart: Mislykkes det fortsat for Serbien at opnå fuldt samarbejde, kan vi ikke undgå en afbrydelse af forhandlingerne.«

Mandag aflægger Rehn rapport for EU’s udenrigsministre, som derefter beslutter, om de vil afbryde de for Serbiens regering meget vigtige forhandlinger om en såkaldt Stabiliserings- og Associeringsaftale (SAA), der er første skridt mod medlemskab.

De to tidligere bosniskserbiske ledere, Mladic og Karadzic, har siden 1995 været anklaget og eftersøgt for folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden under krigen i Bosnien 1992-95. Først og fremmest for den 43 måneder lange belejring af Sarajevo, der kostede ca. 12.000 liv, og for massakren i Srebrenica, hvor ca. 8.000 muslimske mænd og drenge brutalt blev myrdet i 1995.

Serbiske, bosniske og internationale medier har de seneste dage svirret af forlydender om Mladics snarlige anholdelse.

Også torsdag havde rygtesmedene kronede dage. Det forlød blandt andet, at Mladic var blevet anholdt klokken 3 om natten på åben gade. At han sidder indespærret i en lejlighed i Beograd med fire livvagter. At han siden tirsdag har været parat til selvmord. Og at både serbiske, britiske og amerikanske specialstyrker skulle være involveret i operationen.

Flere medier har tidligere berettet, at Mladic allerede er overført til en international base i Bosnien, hvorfra han forhandler sin overgivelse. Denne version fik Morgenavisen Jyllands-Posten onsdag bekræftet fra en militær kilde. FN’s chefanklager Carla del Ponte har dog fastholdt, at generalen er på fri fod i Serbien, men »indenfor de serbiske myndigheders rækkevidde«.

Meningsmålinger viser, at et flertal af serberne i dag støtter udleveringen af Mladic til Haag, mens 33 pct. derimod har en »positiv opfattelse « af ham - et tal der gør generalen til den tredjemest populære figur. Tomislav Nikolic, leder af det radikale parti, der er Serbiens største, men pt. holdes uden for indflydelse, har varslet demonstrationer fredag foran parlamentet i Beograd for at »stoppe Haag-tyranniet.«

Som de fleste iagttagere mener Nicholas Whyte, anerkendt analytiker fra International Crisis Group, at Mladic nu er tættere på Haag end nogensinde:

»Det er tydeligt, at EU’s pres for alvor har fået effekt. For første gang i alle de år, jeg har beskæftiget mig med Balkan, tror jeg nu, det er sandsynligt, at vi ser Mladic i Haag i løbet af dage, snarere end uger.«

Penge i sigte

Selv om Ratko Mladic, der er 63, kan komme til at tilbringe resten af sit liv i fængsel, kan han have en interesse i at overgive sig mod kontante garantier til familie og medarbejdere. For det internationale samfund er det helt centralt at få generalen til Haag i live, vurderer Whyte:

»I sig selv er det vigtigt, at retfærdigheden sker fyldest. Og at der sættes ansigt på skylden, så den bliver individuel, ikke fælles for alle serbere. FN-domstolen har ikke givet den forsoning på Balkan, som nogle havde håbet på. Men den har begrænset de anklagedes manøvrerum betydeligt. Og det er stadig helt afgørende, at de hovedansvarlige stilles til ansvar i fuld offentlighed. Hvis bare nogle få af de, der i dag er aktive i nye konflikter rundt om i verden, bliver lidt afskrækket, er det al umagen værd.«

serbia

Previous post Next post
Up