En af de dage ...
Tog ud for at gøre rent i dag. Blev mødt af en seddel om at Jens var kommet på hospitalet, så de havde ikke fået ryddet op. En mand ringede på og jeg spurtede ned for at åbne hoveddøren og mens jeg stod og snakkede med ham, hørte vi døren ind til lejligheden smække i. Fedt, så var jeg låst ude! Heldigvis havde de af en eller anden grund lagt en ekstra nøgle under måtten som jeg, efter lidt grublen og søgen, heldigvis fandt. Så det gik ikke så galt endda.
Rikke kom hjem og fortalte om ulykken, det var heldigvis ikke så alvorligt, men slemt nok til at Jens måske skulle opereres i knæet.
Jeg var i godt humør da jeg cyklede hjemad. Krydsede på min vej forskellige viktualieforretninger, da vi skulle have mad med ud til Peter og Lilian om aftenen.
Jeg kunne ikke dy mig og slog et sving forbi mit ”hemmelige skattekammer” (jeg deler ikke med nogen hvor det ligger). Havde på fornemmelsen at hun ville have fået mange nye ting som ville fange min interesse, derfor var det også lidt farligt og lidt forbudt at gå derind. (Jeg har jo ikke råd til at købe mere i denne måned).
Troede først at parasollen var solgt, men den var der heldigvis stadig. Det var ikke Lone som var der, men en besynderligt ”strålende” lille kvindemenneske, sikkert i starten af 70’erne, med det flotteste hvide hår sirligt sat så det dannede en luftig krans omkring hendes hoved. Der var noget helt særligt over hende. En glans som er ubeskrivelig. Hendes lyseblå øjne strålede og hun havde en dejlig blød stemme.
”Sikke noget sødt tøj du har på” var hendes første kommentar. Jeg takkede selvfølgelig mange gange og hun lod mig i fred, så jeg kunne se skattekammeret an. Efter at have kigget mig lidt omkring, beundret gamle franske kniplinger og fjerpenne fra forskellige fuglearter, dukkede hun frem af baglokalet igen og tilføjede: ”Det må da lige være et sted for dig, dette her?” Hvortil jeg svarede at det var det da bestemt og at jeg også slog min vej forbi i ny og næ, men at jeg desværre oftest var for fattig til at købe noget.
Vi faldt lidt i snak. Hun havde en anden kunde hun skulle tilse, så jeg trak lidt i baggrunden igen og kiggede videre på alle de smukke sager.
Kunden forlod ”skattekammeret” og damen vendte tilbage. Vi faldt i snak om syning, -hun fortalte mig at hun var dameskrædder og havde fået sølvmedalje. Vi snakkede da om uddannelse og om at jeg også syede lidt og hun tilbød mig sin ekspertise, som jeg selvfølgelig uden tøven takkede ja til.
Jeg blev budt ind i baglokalet til en stol og satte mig ned og gjorde mig det behageligt, trods jeg egentlig havde frygteligt travlt og ikke havde tid til at blive til nogen længere samtale.
Men jeg følte ikke at jeg kunne takke nej til hendes invitation og jeg befandt mig godt i hendes selskab. Hun var meget åben og ligefrem. Jeg tror hun troede jeg var yngre end jeg er. Da hun spurgte til min alder og jeg svarede 23, lød hun overrasket. Jeg kan da næppe have virket ældre?
Jeg burde have sagt: ”Man spørger ikke om en pæn dames alder”, i spøg, men det faldt mig ikke lige ind i øjeblikket.
Vi fik snakket om alt muligt mellem himmel og jord. Hun hed Lis, erfarede jeg. Lis Elly Hansen, efternavnet er jeg lidt i tvivl om.
Hendes psykolog, da hun frekventerede en sådan, havde kaldt hende for Lis Ely Hansen, noget hun brød sig meget lidt om. Han sagde altid til hende: ”Lis Ely Hansen -du stråler” når hun kom til konsultationerne. Hun fortalte hvordan hun afskyede ham disse ord, da hun bestemt ikke havde det godt! ”Stråler” sagde hun. ”Nej, det tror jeg ikke”. Hun nægtede også at kalde ham andet end De, da han bestandigt forsøgte at få hende til at kalde sig for Du. Men det ville hun ikke. ”Han var sådan en fed, halvskaldet mand -og jeg brød mig ikke om ham” sagde hun meget rammende :)
Jeg forlod stedet en halv times tid senere. Skulle jo skynde mig at handle ind og havde i forvejen kun lidt tid til rådighed.
Jeg var opfyldt af lykke og glæde ved at have mødt dette fantastiske menneske. Det løftede hele min dag og jeg smilede bredt hele vejen hjem på min cykel.
Kom forbi vores nyåbnede lokale grønthandel og fik mig en hurtig snak med ham.
Han havde netop anmeldt sin forlovede for dokumentfalskneri, og forventede derfor ikke at få en chance hos hende igen. ”Hun drikker som en kloak” Sagde han.
Myndighederne havde været der og han havde underskrevet de forskellige dokumenter, så der var ingen vej tilbage.
Forlod stedet, stadig med den gode fornemmelse i hele kroppen og kom hjem og gik i gang med at lave den mad vi skulle bringe med ud til Peter, Lilian og Spunken.
Det var en dejlig dag. En af de dage værd at huske. En af de dage hvor regnvejr bliver til solskin i mit sind. Jeg elsker at gå på opdagelse og jeg elsker at snakke med folk.
Jeg har altid haft det sådan. Jeg var nærmest ”kendt” i min gamle landsby som hende ”pigen med det lange hår” der kom og kiggede efter obskure antikviteter og andre skatte.
Det er sjovt som det er fulgt med. Også selvom København er så meget større en by.
På loppemarkederne og i antikbutikkerne kender de mig, og hos nogle er jeg ”yndlings-kunden” og ”den smukkeste pige i København” eller ”hende med korsetterne” -det er ret morsomt. Det gør mig glad og jeg føler mig som noget særligt. Det glæder mig især at det er blandt den slags mennesker jeg bliver værdsat. Det er ”mit folk” sådan tænker jeg lidt om dem. Det er også rart at de kan se bagom min ”stil” og egentlig bare synes at det er smukt og excentriskt på den gode måde. Det er rart at få koplimenter fra gamle damer og lidt yngre kvinder, samt mænd som ingen interesse, som sådan, har i en. Det er dem som tæller. Ikke fotograf-gnidrik som vil bruge en til sine ”erotiske” billeder, eller noget i den stil. Det falder jeg ikke for.
Det er bare rart at få den slags at vide fra folk som man ikke umiddelbart forventer det af. Det gør mig glad :)
Solen skinner, og mit sind er lyst. Det bliver en god dag tror jeg.
-Maiken-
Rikke kom hjem og fortalte om ulykken, det var heldigvis ikke så alvorligt, men slemt nok til at Jens måske skulle opereres i knæet.
Jeg var i godt humør da jeg cyklede hjemad. Krydsede på min vej forskellige viktualieforretninger, da vi skulle have mad med ud til Peter og Lilian om aftenen.
Jeg kunne ikke dy mig og slog et sving forbi mit ”hemmelige skattekammer” (jeg deler ikke med nogen hvor det ligger). Havde på fornemmelsen at hun ville have fået mange nye ting som ville fange min interesse, derfor var det også lidt farligt og lidt forbudt at gå derind. (Jeg har jo ikke råd til at købe mere i denne måned).
Troede først at parasollen var solgt, men den var der heldigvis stadig. Det var ikke Lone som var der, men en besynderligt ”strålende” lille kvindemenneske, sikkert i starten af 70’erne, med det flotteste hvide hår sirligt sat så det dannede en luftig krans omkring hendes hoved. Der var noget helt særligt over hende. En glans som er ubeskrivelig. Hendes lyseblå øjne strålede og hun havde en dejlig blød stemme.
”Sikke noget sødt tøj du har på” var hendes første kommentar. Jeg takkede selvfølgelig mange gange og hun lod mig i fred, så jeg kunne se skattekammeret an. Efter at have kigget mig lidt omkring, beundret gamle franske kniplinger og fjerpenne fra forskellige fuglearter, dukkede hun frem af baglokalet igen og tilføjede: ”Det må da lige være et sted for dig, dette her?” Hvortil jeg svarede at det var det da bestemt og at jeg også slog min vej forbi i ny og næ, men at jeg desværre oftest var for fattig til at købe noget.
Vi faldt lidt i snak. Hun havde en anden kunde hun skulle tilse, så jeg trak lidt i baggrunden igen og kiggede videre på alle de smukke sager.
Kunden forlod ”skattekammeret” og damen vendte tilbage. Vi faldt i snak om syning, -hun fortalte mig at hun var dameskrædder og havde fået sølvmedalje. Vi snakkede da om uddannelse og om at jeg også syede lidt og hun tilbød mig sin ekspertise, som jeg selvfølgelig uden tøven takkede ja til.
Jeg blev budt ind i baglokalet til en stol og satte mig ned og gjorde mig det behageligt, trods jeg egentlig havde frygteligt travlt og ikke havde tid til at blive til nogen længere samtale.
Men jeg følte ikke at jeg kunne takke nej til hendes invitation og jeg befandt mig godt i hendes selskab. Hun var meget åben og ligefrem. Jeg tror hun troede jeg var yngre end jeg er. Da hun spurgte til min alder og jeg svarede 23, lød hun overrasket. Jeg kan da næppe have virket ældre?
Jeg burde have sagt: ”Man spørger ikke om en pæn dames alder”, i spøg, men det faldt mig ikke lige ind i øjeblikket.
Vi fik snakket om alt muligt mellem himmel og jord. Hun hed Lis, erfarede jeg. Lis Elly Hansen, efternavnet er jeg lidt i tvivl om.
Hendes psykolog, da hun frekventerede en sådan, havde kaldt hende for Lis Ely Hansen, noget hun brød sig meget lidt om. Han sagde altid til hende: ”Lis Ely Hansen -du stråler” når hun kom til konsultationerne. Hun fortalte hvordan hun afskyede ham disse ord, da hun bestemt ikke havde det godt! ”Stråler” sagde hun. ”Nej, det tror jeg ikke”. Hun nægtede også at kalde ham andet end De, da han bestandigt forsøgte at få hende til at kalde sig for Du. Men det ville hun ikke. ”Han var sådan en fed, halvskaldet mand -og jeg brød mig ikke om ham” sagde hun meget rammende :)
Jeg forlod stedet en halv times tid senere. Skulle jo skynde mig at handle ind og havde i forvejen kun lidt tid til rådighed.
Jeg var opfyldt af lykke og glæde ved at have mødt dette fantastiske menneske. Det løftede hele min dag og jeg smilede bredt hele vejen hjem på min cykel.
Kom forbi vores nyåbnede lokale grønthandel og fik mig en hurtig snak med ham.
Han havde netop anmeldt sin forlovede for dokumentfalskneri, og forventede derfor ikke at få en chance hos hende igen. ”Hun drikker som en kloak” Sagde han.
Myndighederne havde været der og han havde underskrevet de forskellige dokumenter, så der var ingen vej tilbage.
Forlod stedet, stadig med den gode fornemmelse i hele kroppen og kom hjem og gik i gang med at lave den mad vi skulle bringe med ud til Peter, Lilian og Spunken.
Det var en dejlig dag. En af de dage værd at huske. En af de dage hvor regnvejr bliver til solskin i mit sind. Jeg elsker at gå på opdagelse og jeg elsker at snakke med folk.
Jeg har altid haft det sådan. Jeg var nærmest ”kendt” i min gamle landsby som hende ”pigen med det lange hår” der kom og kiggede efter obskure antikviteter og andre skatte.
Det er sjovt som det er fulgt med. Også selvom København er så meget større en by.
På loppemarkederne og i antikbutikkerne kender de mig, og hos nogle er jeg ”yndlings-kunden” og ”den smukkeste pige i København” eller ”hende med korsetterne” -det er ret morsomt. Det gør mig glad og jeg føler mig som noget særligt. Det glæder mig især at det er blandt den slags mennesker jeg bliver værdsat. Det er ”mit folk” sådan tænker jeg lidt om dem. Det er også rart at de kan se bagom min ”stil” og egentlig bare synes at det er smukt og excentriskt på den gode måde. Det er rart at få koplimenter fra gamle damer og lidt yngre kvinder, samt mænd som ingen interesse, som sådan, har i en. Det er dem som tæller. Ikke fotograf-gnidrik som vil bruge en til sine ”erotiske” billeder, eller noget i den stil. Det falder jeg ikke for.
Det er bare rart at få den slags at vide fra folk som man ikke umiddelbart forventer det af. Det gør mig glad :)
Solen skinner, og mit sind er lyst. Det bliver en god dag tror jeg.
-Maiken-