Er GDPR ved at dræbe det individuelle initiativ?
Jeg læste dette blog-indlæg, som jeg gengiver her, da vi er mange som har været ude og søge job. Nu skal det på grund af EU åbenbart gøres vanskeligere. Der er efterhånden ingen fordele med EU og jeg giver ikke noget for 50 år eller mere med fred i Europa, når resultat er at man lever et crap-liv med enorm bureaukrati.
I denne tid bliver mange studerende færdig. Da jeg i sin tid blev færdig som student, gik jeg fra dør til dør med mit korte, men præcise CV. Det er langt fra alle jobs, som slås op.
40 procent af alle arbejdssøgende ansættes i stillinger som ikke slås op. D.v.s. enten kender de nogle eller også kommer de forbi og gør sig så positiv bemærket at chefen husker dem til senere.
Det gælder også i det offentlige. I en DJØF-undersøgelse svarede 28 procent at deres stilling aldrig havde været slået op. Vi taler vel at mærke om det offentlige som har strengere krav til offentliggørelse af ledige stillinger end man kender til i det private erhvervsliv.
Så der var god grund til at jeg som ung færdig student gik rundt med mit CV.
Hvis virksomheden tager imod ansøgningen idag, så risikerer de bøde!
På et CV er der personoplysninger, som skal opbevares fortroligt. En mappe i baglokalet er bestemt ikke nok. Man skal kunne dokumentere, hvem som har læst dem og det kan man ikke med et stykke papir i en tilfældig mappe.
Hvis en virksomhed - selv is-kiosken på hjørnet - tillader sig at modtage et CV fra en ansøger som kommer tilfældig forbi, fordi man regner med at kunne ansætte vedkommende i fremtiden, så risikerer virksomheden bøde i en størrelsesorden, som kan medføre virksomhedens ophør.
Stillet overfor en sådan trussel er det forventlig at flere og flere virksomheder simpelthen siger nej. Ansøgeren må komme igen og igen ganske som løs-arbejderne på havnen for ganske generationer siden, der kom hver morgen for at se om der var ankommet et skib der skulle losses.
Kan man ikke købe software?
Jo, man kan købe software, men det koster. For der er også en tidsbegrænsning på det tilsagn som den studerende giver, ved at overgive sit CV til virksomheden. Datatilsynets regler dikterer at et tilsagn gælder så længe formålet med tilsagnet eksisterer. Vi må spørge os selv:
Hvor længe er den studerende interesseret i at have sine personoplysninger læggende hos virksomheden. Sommeren over? Hele sabbatåret og tager den studerende to, er det så begge år?
Det er op til en fortolkning og som man kan læse i dagspressen, så laver man ikke regler på forhånd, men tager ud til en virksomhed, slikker på en finger og stikker den i vejret hvorefter at der rejses tiltale imod virksomheden.
Jeg har set software som f.eks. HelloTalent fra det franske Talentsoft, der kan disse ting (Dette indlæg er ikke en reklame for det program, men vi har forsøgt at bruge det hos os). Men hvor de danske regler er så uklare at det ikke er sikkert at den franske fortolkning af GDPR, som findes i programmet, lever op til danske krav og så er der prisen. En IT-chef i en virksomhed, som havde 120 ansatte fortalte at budgettet til HR-drift var 50 kroner pr. medarbejder pr. år udover de penge som blev brugt på løn-programmet. Set i det lys, er HelloTalent for dyrt for virksomheder med mindre end 120 ansatte.
Hvad skal de studerende gøre, når de bliver afvist ved døren?
Svaret er: Skriv Jer op i vikarbureauer og få dræbt Jeres drømme i jobcenteret, hvis eneste succes- kriterie ser ud til at være at få skabt arbejde til de ansatte selv, hvis man ser bort fra deres kontrakter med forskellige private virksomheder som har lavet aftaler med både jobcenter og en række virksomheder som kan få gratis arbejdskraft til rådighed i såkaldte job-prøvningsforløb.
GDPR er en dræbe for det frie initiativ, men det er desværre fremtiden