Fantasy.
Language: Danish
Action: This is a story about a girl. She is on a hospital.
Anoreksia has put her down. The band 'The Dreams' make her happy.
Read the story and understan.
Behind the story: It's was a school project, and I got 10 in character.
Other: A fantasy story, and a vision of a disease.
Skindet kan bedrage
Der går sygeplejersker og læger rundt ude på gange hele tiden. Nogen gange er der stille, andre gange larmer nogen kørestolene eller de andre indlagte har besøg. Helt oppe på elvte sal stue atten ligger fjortenårige Christel i hospitalssengen, og venter på besøgene som skulle komme hen af aften. Klokken er lidt over halv to, og Christel har næsten lige haft et skænderi med en af sygeplejerskerne, hun vil ikke spise alt sin frokost op. Hun tager sine høretelefoner i ørene, finder The Dreams på sin ipod, lænder sig tilbage mens hendes blik ser ud af vinduet og hen over landskaberne. Hun ligger sig på siden ud mod vinduet, tager fat omkring sit kors hun har om halsen, lukker øjnene i lige så stille og prøver at sove. Der går ikke lang tid, så sover hun helt rolig og sårbar.
Duften af nye blomster, strømmer ind over Christel. Hun åbner sine øjne og kan mærke at hendes hånd bliver holdt om, hun opdager sin ven Kristian siddende på en stol med hovedet bukket. Hendes musik var stoppet mens hun sov, men hun havde stadig ikke hørt ham komme. Hun klemmer hans hånd lidt, mens hun giver et lille hej fra sig, lavt men højt nok til at kunne høres. Han rejser sit hoved op, mens et skævt smil kommer på han læber. ”Nårhh..? Hvad så? Går det bedre?” siger han, mens Christel kan se et lidt bekymret udtryk i hans øjne. Hun trækker på skuldrene, mens hun rodede efter sin telefon i sengen, og stadig holdt ham i hånden. Klokken var næsten tyve minutter over fem, hun lagde sin telefon ved siden af blomsterne. ”Er det dig som har givet mig dem?” siger hun mens hendes hoved nikker over mod blomsterne. ”Ja.. øhm, man kan jo ikke rigtig komme uden noget.” Svarer han lidt usikkert. ”Min mor kørte mig herud, og vi stoppede forbi blomsterhandleren, hun gav mig penge til dem.” Grinte han lidt. Christel smilte til ham, og han gengældte smilet. Christel og Kristian har haft et nærmest kæreste forhold for nogen uger siden, men det gik ikke helt for ham, og han havde fortalt hende, at han ikke ville have hun kom på hospitalet, men han tog det nu fint, synes hun. De talte sammen om alt, og hvad der var sket mens hun havde været indlagt den sidste uge. Hun kunne se på ham, at han blev lidt nedtrykt nogle gange, men det var så dejligt for hende at snakke lige ud med ham. Christel havde kun snakket med ham få gange før, hvor han havde været så lige frem og alvorlig, det var skønt for hende.
Klokken var tæt på seks, og en sygeplejerske kom ind og meldte at besøgstiden var forbi, for Christel skulle spise aftensmad, og med det gik sygeplejersken ud efter den. Kristian gav et tryk i Christels hånd, hun rejste sig op, så han kunne give hende et kram. ”God bedring, eller hvad man siger ” hviskede han stille ved hendes øre, og hun smilte. Uden hun rigtig havde troet det, gav han hende et kys på kinden, slap hånden og gik ud af rummet, men han stoppede lige ved døren. ”Lov mig du spiser noget Christel ikke?, vi skrives ved.” sagde han, mens hun smilte. ”Jeg lover at jeg ville prøve, tak for alt, hej hej.” Hun lænder sig tilbage med et lille smil og et håb i øjnene. Sygeplejersken kommer ind med maden, og sætter det på hendes skød. Det var hjemmelavet pizza med oksekød, salat og en lille smule dressing. Hun tager forsigtigt Tomaterne af og lægger ved siden af, men hun prøver at komme udenom dressingen.
Christel venter forhåbningsfuldt, mens hendes øjne hele tiden går over mod uret, som hænger over døren. Klokken er ti minutter i otte, og ingen mor nogen steder. Der bliver banket på døren, hendes øjne lyser op, mens hun stirrer på døren der går op. Sygeplejersken stikker hovedet ind, Christel bliver lidt ked og kigger ned i sit skød. ”Nårh.. du sover ikke? Godt så, du har fået besøg.” Sagde hun. Christel vender hoved op igen, hun ser sin mor og mormor stå i døråbningen, smilet kommer frem på alles læber. Mormoderen kom hen til sengen, aer Christel på kinden, og lagde en gave i hendes skød. ”Håber du kan bruge den” sagde hun smilende. Christel kunne ikke lagde være med at smile, det var så dejligt for hende at have dem der. Hendes mor så hele tiden hen på hende, der var noget betryggende ved det, men hvad det var kunne ikke helt beskrives. Sygeplejersken kom ind i rummet efter noget tid, hun forklaret ,at Christel var flittig, men ikke altid samarbejdsvillig. Christel fniste lidt indeni sig selv, for hun vidste jo godt at samarbejdet mellem hende og sygeplejerskerne, ikke var det bedste. Efter lidt over en times tid, var hendes mor og mormor nødt til at gå. De gik begge hen og gav Christel et kys på panden, og gik ud af døren. Inden den var helt lukket siger hendes mor, at hun bare kan ringe hvis der er noget. De smiler begge, og døren bliver lukket i. Christel pakker gaven ud stille, for at være sikker på, at indholdet ikke går eller kan gå i stykker. Det er en bog, en sort læderbetrukket bog. Hun åbner den, og opdager forskellige billeder af naturlige ting som blomster, og andre unaturlige ting og dyr, som hun ikke kan sætte et ord på hvad det helt specielt er. Hendes telefon vibrer, hun har fået en besked. Bogen lægger hun på bordet ved siden af blomsterne, der står også et billede af hendes med hendes ynglings band The Dreams. Hun tager forsigtigt om billede, og kan mindes dagen hvor det blev taget. Hendes øjne begynder at lyse op, og hun giver et tilfreds smil fra sig. På billedet er der kun hende og bandet, hun står imellem Eirikur og Hans Edward, mens de andre to Corfitz og Heini står ved siden af Hans Edwards anden side. Alle smiler stort, en tåre løber ned af hendes venstre kind, det var en vidunderlig dag for hende, en dag hun aldrig ville glemme. Med den tanke lægger hun billedet over på bordet igen, og tjekker sin besked. ”Du må sove godt, håber snart du ville spise noget mere. Du siger det ikke er min skyld at du har fået en spiseforstyrrelse, men det føles altså som om det er min skyld. Håber alt bliver godt igen. Godnat og sov godt.” Beskeden var fra Kristian. På en måde blev Christel såret og alligevel glad på en gang, hun viste ikke rigtig hvad hun skulle svare. Hun lagde bare sin telefon over på bordet, krøb ned under dynen, og kiggede ud gennem vinduet. Det var helt mørkt, hun kunne kun skimte nogle biler og gadelygter, hendes humør var lidt mærkeligt. Hun lukket langsomt øjnene i, hendes tanker fløj rundt i hovedet, og efter kort tid faldt hun i søvn.
Næste dag efter frokosttid satte Christel sig med sin bog i sengen, hun bladrede den igennem, og lagde mærke til de utrolige billeder der var. Hun ledte efter en blyant, som hun fandt lidt tid efter i en skuffe. Da hun skulle til at lukke skuffen igen, kom en sygeplejerske forbi, kiggede på Christel, mens hun fremstemmede. ”Hvad laver du dog?” Christel så op på sygeplejersken, det lød meget som om hun havde gjort noget forkert. Hun rynkede panden og svaret. ”Jeg ville bare finde noget at skrive med, hvis det ikke er ulovligt?” Med det gik hun tilbage til sin seng, og lagde sig med bogen. Sygeplejersken gik, og havde lukket døren efter sig. Christel tog bogen og begyndte at bladre igen, hun fandt et billede, hvor der stod et kærestepar nede ved en strand. Alle hendes tidligere oplevelser med Kristian, strømmede ind i hoved på hende, hun savnede ham, og der grab hun blyanten og begyndte at skrive. Hun fandt på nogen andre navne, så det nærmest blev en lille historie, men hun skrev det, så det var ’hendes’ oplevelser der blev fortalt. Hun blev varm indeni, men alligevel løb der en tåre ned af hendes ene kind, alt dette var nu forbi, og hun havde for svært ved at komme videre. Telefonen vibrerede, det var af hendes veninders venner, der spurgte hvad hun lavede. Hun havde ikke løst til at svare, men nu når hun nu havde sin telefon i hånden, ville hun lige skrive til Kristian. ”Heej søde, har du ikke lyst til at komme her ud og besøge mig i morgen? *smiley*” Skrev hun. Nogle få minutter efter fik hun svar. Han skrev at han ikke kunne komme, fordi han skulle til træning, men meget gerne ville komme om fredagen. Hun fik et smil på læben, lagde sin telefon væk og begyndte at bladre videre i bogen. Hun kom til en side med et mærkeligt dyr, hun viste ikke helt om det fandtes et sted i verden, men hun tog fat om blyanten og var klar til at skrive. Tanken om dyret gav hende en mærkelig fornemmelse i kroppen, hun holdte helt nede ved spidsen af blyanten, trykkede spidsen ned mod papiret, og tænkte over hvad hun mon kunne skrive. Christel følte sig dårlig tilpas, hun strammede grebet om blyanten. Med et knækkede spidsen, hun blev lidt forbavset, men hun kunne godt se at hun ikke skulle have trykket så hårdt. Den knækket spids lå midt på skrivesiden, hun ville prøve at tage den op, men da hendes fingre rørte papiret, slap hun hurtigt igen. Hendes hjerte bankede lidt hurtigere, hun prøvet og røre papiret igen, og hendes fingre kom igennem, men ikke ud på den anden side. Hun var meget forsigtig, og forsøgte at få mere end sin hånd ind. Det føltes mærkeligt at komme igennem, hun havde fået sit håndled med også, og helt op til albuen. Det var en mærkelig føles, en hun ikke havde prøvet før.
”Er du vågen? Christel?” Er der en stemme som siger, og imens en der rusker stille i hende. Hun vågner hurtigt op, og opdager at hun var faldet i søvn. Sygeplejersken tager bogen, og lægger den over på bordet, og efter fjerner den knækkede blyant fra sengen. Christel følte sig utilpas, hun fik øje på blyanten, og den havde ingen spids på! Hvor lang tid havde hun mon sovet? Sygeplejersken var gået ud for at hente aftensmad, og kom ind igen næsten lige med det samme. Christel var meget forvirret, og hun vidste ikke hvad hun skulle tro, havde hun virkelig oplevet det? Hun var hurtig færdig med maden, og var klar til at udforske bogen endnu engang. Bogen havde hun taget fra bordet, og nu sad hun med den i hænderne. Hun var på vej til at åbne den, da det bankede på døren, og ind stak hendes forældres hoveder. De smilte til hende, mens hun hurtig lukkede bogen sammen, og lagde den tilbage på bordet. ”Går det bedre? ” kommer det fra hendes far, og han går hen og kysser hende på panden. Moderen sætter sig på en stol ved siden af sengen, og faderen sætter sig på en slags bænk, som på den anden side. ”Hvad fordriver du så tiden med her inde?” Spørg hendes mor og smiler. Først trækker Christel på skulderne og efter svare hun ”Hmm, jeg hører noget musik osv. Det er ikke særlig svært at få tiden til at gå.” Hendes forældre ser forbavset ud, de ville sikkert tro at der intet at lave i et hvidt rum, hvor der kun er en seng og et lille bord.
De snakker et stykke tid, Christel glemmer helt bogen, men bliver så træt at forældrene hellere må gå. Da forældrene var gået ud af døren, skulle hun sådan tisse, inden hun ville lægge sig til at sove. Hun går ud på toilettet, sætter sig ned og tisser, mens hun hører en lyd inden fra hendes rum. Hendes ben rystede, der var alt for koldt på barre fødder. Hun vaskede hurtig sine hænder, og skyllede hoved. Da hun gik ud fra toilettet var der ingen sygeplejersker at se, hun gik ind i sit rum, og lagde sig under dynen. Der var helt mørkt i rummet, bort set fra en lysstribe som kom fra døren, hun følte hurtigt lysstriben med øjnene, den gik hen over bordet. Da striben var noget ved kanten af bordet, kom hun i tanke om bogen, hun kiggede der hen og fik først øje på blyanten. Der var noget anderledes, hun tog den op, og lagde mærke til at den var blevet spidsede. Hun tænkte lidt over om det var det, hun hørte, da hun var på toilettet. Forsigtigt lagde hun blyanten tilbage på bordet, tog sin ipod, og så faldt hun i søvn til musikken.
Christel vågner op næste morgen, ved at døren går op, og ind kommer en sygeplejerske med morgenmaden. Det var det sidste hun kunne tænke sig lige nu, men hun tog modvilligt imod det. Sygeplejersken huskede hende på at hun fik gæster i dag, men hun viste jo godt at hendes forældre kom om aften, så hun synes det var mærkeligt at sige. Da Christel havde siddet lang tid og spist, gik hun ud med tallerken i køkkenet, og hørt nogen mennesker komme der talte lidt for højt. Hun gik hurtigt tilbage til hendes rum og lukkede døren, hun satte sig i sengen, tog sin bamse Sebastian og gav den et kram, det fik hende til at vide hun var elsket. Døren gik op, en lidt kraftig mand kom ind, hun kunne ikke helt se hans ansigt pga. et kamera han havde i hånden. ”Nårh Drenge.. så er vi her, helt oppe på elvte sal. Puha. Heey der har vi jo Christel!” sagde manden og sænkede kameraet, men stadigvæk filmet på hende. Hendes øjne lyste op! Hun opdaget at det var Chief 1 som stod med kameraet, og lige bagefter kom Heini, Hans Edward, Corfitz, og til sidst kom Eirikur nærmest dansende og lukket døren. Hun kunne ikke lade være med at smile og grine lidt, det var så mærkeligt, ikke til at tro at det var The Dreams der kom. ”Heey Christel, du kan vel godt huske os?” sagde Hans Edward, og Eirikur forsatte. ”selvfølgelig, hehe, vi fik at vide eller nærmest fik en ordre til at besøge dig! Sisse skrev at du var indlagt, og havde brug for noget beroligende, så du kunne tænke på noget andet” Alle grinte lidt, og Corfitz talte videre. ”Så her er vi, og bare rolig vi går ikke med det samme.” Christel kunne ikke tro sine egne øjne og øre, de var virkelig her. Alle kom hen og gav hende et kram, de kunne se på hende at de var til nødte. Christel var helt mundlam, og bare smilte over hele hovedet, det var vidunderligt. ”Ej, ej, ej! Hun har et billede af os. Thhiiiiiiv.” sagde Eirikur, mens han nærmest hoppede over mod bordet for at tage det. ”Det er da fra den koncert da vi blev afbrudt, fordi nogen mennesker synes vi larmede” sagde Heini. Christel smilte og nikkede bare, det var lidt svært at sige noget af bare glæde. ”Hihi, hvor sødt. Nårh ja… for pokker da! Vi har også en ’god bedring’ gave med til dig.” sagde Corfitz smilende. Chief stod stadigvæk og filmede, han kastede en pakke over på sengen til Christel. Hun åbnede den hurtigt, og hun fik øje på en af deres T-shirts hvor der stod ’La´ mig være’. Hendes øjne lyste helt op, hun hoppede ud af sengen og løb hen til dem, for at give dem et takkekram. ”Seriøst, jeg kan bare slet ikke fatte det her sker. Det er en hver dreamers drøm, og min er gået i opfyldelse. Jeg ved ikke hvordan jeg skal takke jer, bare for at komme her ind! Jeg kommer nærmest til at tilbede Sisse for det her, jer og hende har virkelig gjort min dag sakin. Tusind tak.” sagde Christel, og var ved at få tåre i øjnene af bare glæde. ”Thhiiiiiiv” grinede Eirikur, og Hans Edward tilførte. ”Nurhh.. Det er sådan noget der for os til at komme ud og fx at besøge dig. Vi er så glade for at vi kan gøre dine måske lidt kedelige dage på hospitalet, som nogen rigtig gode sakin dage. Dig og Sisse har gjort så meget for os, så det er det mindste vi kan gøre, vi er bare glade for at hjælpe, som i hjælper os. Tanken med præcis den T-shirt var, at nogen af sygeplejerskerne kan vel være mogga irriterende, og derfor kan du bare have den på.” Alle begyndte at grine. Efter det tog Christel straks sin nye T-shirt på, og Chief havde endelig slukkede for kameraet. Christel, The Dreams og Chief sad længe og snakkede, hun fortalte som sit liv, og hvordan det startet med hendes spiseforstyrrelse. Tiden fløj af sted, og da klokken blev tre kom en sygeplejerske ind og sagde at Christel skulle spise frokost. Christel blev lidt nedtrykt, men hun mente det nok ville gå, efter så mange timer sammen med dem.
Et stykke tid efter aftensmaden, satte Christel med sin bog i sengen. Hun slog op på siden hvor hendes fingre sidst gik igennem, hun tog en dyb indånding, og prøvet igen. Hendes Fingre gik igennem! Hun kom langt ind med armen, helt over albuen, men hun kunne ingen ting mærke på den ’anden’ side. Hun besluttede sig og prøve at stikke sit hoved igennem. Hun holdte bogen skråt over sit hoved, men da hun prøvet slog hun bare bogen ned i hoved på sig selv. Imens dette skete var døren blevet åbnet, hendes forældre stod bare og gloede. Faderen kunne ikke lade være med at joke lidt. ”Er bogen dårlig?” grinte han. Christel havde ikke forventet at de kom lige nu, hun havde faktisk glemt at de skulle komme. Hun lukket hurtigt bogen sammen, lagde den over på bordet og rystede på hoved. De satte sig alle sammen ned, forældrene havde købt noget frygt og chokolade, som de alle delte. Christel var totalt glad pga. hendes dag hvor The Dreams havde været på besøg, hun kunne nærmest ikke få ordrerne frem, fordi hun ville fortælle alt med det samme.
Det var blevet fredag, og Christel glædede sig som et lille barn, til at Kristian skulle komme, hun vidste han havde fri fra skole. Der var et eller andet indeni hende, der sagde at noget ville gå galt, men hun vidste ikke hvad. Hun ville gerne vise ham bogen, måske kunne de finde en vej igennem den, så de kunne gå sammen. Hendes blik svæver ud over højresonden, ud af vinduet, hun ligger i sin seng og hører musik. Klokken var næsten halv et, og ikke en lyd for Kristian. Hun tager sin telefon og begynder at skrive til ham, og spørger ham hvornår han kommer. Der går noget tid, han svare ikke. Hun tænker over om hun havde gjort noget forkert, hun lænder sig tilbage, og kommer i tanke om dagen med The Dreams. Der var noget ved det, som fik hende til at glemme alt, og bare fik et smil på læben. Hendes tanker drev videre ud, hun kunne huske alt hvad de havde sagt, hvor glad hun havde været, og måske skulle det ende nu? Telefon vibreret, og hendes tanker forsvandt med et. Der var kommet en besked, først var hun ikke sikker på om det var fra Kristian, men det fandt hun så ud af. Han skrev at han havde glemt en anden aftale, men ikke lige havde fået skrevet det til hende. Hun følte sig fortabt, og kastede sin telefon gennem rummet, den landet på gulvet, og dele fra den var gået fra hinanden.
Hun ligger i sengen, kigger op i loftet, og mærker tåre løbe ned af kinderne. Hun vender sit hoved over mod bogen, rejser sig lidt, tager fadt i blyanten og bogen. De tåre der er på vej ned af kinderne, tørre hun væk, åbner bogen, og slår op på siden med kæresteparret. Blyanten sætter hun oppe i højre hjørne på skrivesiden, hun tegner en dyb og stor streg, midt over det hun har skrevet om hende og Kristian. Hun gør det med hård kraft, og blyanten knækker igen, den kommer samme vej som hendes telefon. Tårerne løber stadig ned af kinderne, hun bladre om på siden med det mærkelig dyr, rørte skrivesiden med fingrene, hun kunne stadig få dem igennem. Det var først nu hun lagde mere mærke til dyret, hun rørte lidt ved billede, men der kunne hun ikke få fingrene igennem. Hendes blik fangede dyrets, det gav et sæt i hende, dyret blinkede nærmest til hende, dens øjne skinnede. Hun tog sin pegefinger og rørte stille ved dyret øje, der kom en kraft fra det, ligesom fra en støvsuger. Hun tog hurtig hånden til sig, hendes tåre var stoppede, og hun havde glemt alt om Kristian. Dyrets øje blinkede nærmest til hende igen, hun kunne ikke lade vær med at røre det, så hun gjorde det igen. Denne gang var suge kraften meget voldsommer, hun ville have trukket hånden til sig, men det var forsendt, hun var kommet igennem det. Da hun åbnede øjnene igen, lå hun på et kridhvidt gulv, hele ’rummet’ var kridhvidt. Hun kunne se noget langt væk, hun rejste sig op, og vendte sig om. Der stod hun foran en dør, med den samme hvide farve, hendes tanke var, at hun nok var kommet igennem der. Christel fik et kulde gys, hun var klart til at udforske ’rummet’, og hun gik efter det som var langt væk. Hun mærker noget mærkeligt under hendes fødder, det var ikke koldt, men heller ikke så varmt igen. Hendes blik stirrer ned af sig selv, og hun opdager at hendes fødder står i blod. Det skrammer hende, hun begynder at gå baglæns, men blodet bliver stadig ved med at komme under hende. Hendes fingre begynder og føles ligesom hendes fødder, hun vender sine håndflader op med hende selv, nu viste hun hvor blodet kom fra. Christel vender sig om mod døren, blodet løber ud af hendes håndled, hun kan ikke få det stoppede. Da hun næsten er ved døren, ligger hun mærke til at den er blevet lukket i. Hun kommer helt tæt på døren, og prøver at tage fadt i håndtaget, men hendes fingre går direkte igennem. Hun fatter ikke hvad der sker, hun ville væk! Hendes nervøsitet stiger, hun knytter hænderne og banker på døren, men intet sker. Langsomt vender hun sig om, glider ned langs døren, og sidder i en lidt større blodplet.
Sygeplejersker går forbi Christels rum, ingen havde hørt noget, eller set at hun havde været på toilettet. Der var en af dem som besluttede for at gå ind og se om hun sov. Sygeplejersken åbnet døren stille, hun lagde først mærke til at Christel ikke lå i sengen. Derefter åbnet hun døren hurtigere, hun så blod for enden af sengen, hun løb derover, og fandt Christel helt livløs i en kæmpe blodplet. Sygeplejersken kunne ikke nå og stoppe blodet, hun vendte Christel om på ryggen, og opdagede hurtigt at hun ikke rigtig træk vejret.
Action: This is a story about a girl. She is on a hospital.
Anoreksia has put her down. The band 'The Dreams' make her happy.
Read the story and understan.
Behind the story: It's was a school project, and I got 10 in character.
Other: A fantasy story, and a vision of a disease.
Skindet kan bedrage
Der går sygeplejersker og læger rundt ude på gange hele tiden. Nogen gange er der stille, andre gange larmer nogen kørestolene eller de andre indlagte har besøg. Helt oppe på elvte sal stue atten ligger fjortenårige Christel i hospitalssengen, og venter på besøgene som skulle komme hen af aften. Klokken er lidt over halv to, og Christel har næsten lige haft et skænderi med en af sygeplejerskerne, hun vil ikke spise alt sin frokost op. Hun tager sine høretelefoner i ørene, finder The Dreams på sin ipod, lænder sig tilbage mens hendes blik ser ud af vinduet og hen over landskaberne. Hun ligger sig på siden ud mod vinduet, tager fat omkring sit kors hun har om halsen, lukker øjnene i lige så stille og prøver at sove. Der går ikke lang tid, så sover hun helt rolig og sårbar.
Duften af nye blomster, strømmer ind over Christel. Hun åbner sine øjne og kan mærke at hendes hånd bliver holdt om, hun opdager sin ven Kristian siddende på en stol med hovedet bukket. Hendes musik var stoppet mens hun sov, men hun havde stadig ikke hørt ham komme. Hun klemmer hans hånd lidt, mens hun giver et lille hej fra sig, lavt men højt nok til at kunne høres. Han rejser sit hoved op, mens et skævt smil kommer på han læber. ”Nårhh..? Hvad så? Går det bedre?” siger han, mens Christel kan se et lidt bekymret udtryk i hans øjne. Hun trækker på skuldrene, mens hun rodede efter sin telefon i sengen, og stadig holdt ham i hånden. Klokken var næsten tyve minutter over fem, hun lagde sin telefon ved siden af blomsterne. ”Er det dig som har givet mig dem?” siger hun mens hendes hoved nikker over mod blomsterne. ”Ja.. øhm, man kan jo ikke rigtig komme uden noget.” Svarer han lidt usikkert. ”Min mor kørte mig herud, og vi stoppede forbi blomsterhandleren, hun gav mig penge til dem.” Grinte han lidt. Christel smilte til ham, og han gengældte smilet. Christel og Kristian har haft et nærmest kæreste forhold for nogen uger siden, men det gik ikke helt for ham, og han havde fortalt hende, at han ikke ville have hun kom på hospitalet, men han tog det nu fint, synes hun. De talte sammen om alt, og hvad der var sket mens hun havde været indlagt den sidste uge. Hun kunne se på ham, at han blev lidt nedtrykt nogle gange, men det var så dejligt for hende at snakke lige ud med ham. Christel havde kun snakket med ham få gange før, hvor han havde været så lige frem og alvorlig, det var skønt for hende.
Klokken var tæt på seks, og en sygeplejerske kom ind og meldte at besøgstiden var forbi, for Christel skulle spise aftensmad, og med det gik sygeplejersken ud efter den. Kristian gav et tryk i Christels hånd, hun rejste sig op, så han kunne give hende et kram. ”God bedring, eller hvad man siger ” hviskede han stille ved hendes øre, og hun smilte. Uden hun rigtig havde troet det, gav han hende et kys på kinden, slap hånden og gik ud af rummet, men han stoppede lige ved døren. ”Lov mig du spiser noget Christel ikke?, vi skrives ved.” sagde han, mens hun smilte. ”Jeg lover at jeg ville prøve, tak for alt, hej hej.” Hun lænder sig tilbage med et lille smil og et håb i øjnene. Sygeplejersken kommer ind med maden, og sætter det på hendes skød. Det var hjemmelavet pizza med oksekød, salat og en lille smule dressing. Hun tager forsigtigt Tomaterne af og lægger ved siden af, men hun prøver at komme udenom dressingen.
Christel venter forhåbningsfuldt, mens hendes øjne hele tiden går over mod uret, som hænger over døren. Klokken er ti minutter i otte, og ingen mor nogen steder. Der bliver banket på døren, hendes øjne lyser op, mens hun stirrer på døren der går op. Sygeplejersken stikker hovedet ind, Christel bliver lidt ked og kigger ned i sit skød. ”Nårh.. du sover ikke? Godt så, du har fået besøg.” Sagde hun. Christel vender hoved op igen, hun ser sin mor og mormor stå i døråbningen, smilet kommer frem på alles læber. Mormoderen kom hen til sengen, aer Christel på kinden, og lagde en gave i hendes skød. ”Håber du kan bruge den” sagde hun smilende. Christel kunne ikke lagde være med at smile, det var så dejligt for hende at have dem der. Hendes mor så hele tiden hen på hende, der var noget betryggende ved det, men hvad det var kunne ikke helt beskrives. Sygeplejersken kom ind i rummet efter noget tid, hun forklaret ,at Christel var flittig, men ikke altid samarbejdsvillig. Christel fniste lidt indeni sig selv, for hun vidste jo godt at samarbejdet mellem hende og sygeplejerskerne, ikke var det bedste. Efter lidt over en times tid, var hendes mor og mormor nødt til at gå. De gik begge hen og gav Christel et kys på panden, og gik ud af døren. Inden den var helt lukket siger hendes mor, at hun bare kan ringe hvis der er noget. De smiler begge, og døren bliver lukket i. Christel pakker gaven ud stille, for at være sikker på, at indholdet ikke går eller kan gå i stykker. Det er en bog, en sort læderbetrukket bog. Hun åbner den, og opdager forskellige billeder af naturlige ting som blomster, og andre unaturlige ting og dyr, som hun ikke kan sætte et ord på hvad det helt specielt er. Hendes telefon vibrer, hun har fået en besked. Bogen lægger hun på bordet ved siden af blomsterne, der står også et billede af hendes med hendes ynglings band The Dreams. Hun tager forsigtigt om billede, og kan mindes dagen hvor det blev taget. Hendes øjne begynder at lyse op, og hun giver et tilfreds smil fra sig. På billedet er der kun hende og bandet, hun står imellem Eirikur og Hans Edward, mens de andre to Corfitz og Heini står ved siden af Hans Edwards anden side. Alle smiler stort, en tåre løber ned af hendes venstre kind, det var en vidunderlig dag for hende, en dag hun aldrig ville glemme. Med den tanke lægger hun billedet over på bordet igen, og tjekker sin besked. ”Du må sove godt, håber snart du ville spise noget mere. Du siger det ikke er min skyld at du har fået en spiseforstyrrelse, men det føles altså som om det er min skyld. Håber alt bliver godt igen. Godnat og sov godt.” Beskeden var fra Kristian. På en måde blev Christel såret og alligevel glad på en gang, hun viste ikke rigtig hvad hun skulle svare. Hun lagde bare sin telefon over på bordet, krøb ned under dynen, og kiggede ud gennem vinduet. Det var helt mørkt, hun kunne kun skimte nogle biler og gadelygter, hendes humør var lidt mærkeligt. Hun lukket langsomt øjnene i, hendes tanker fløj rundt i hovedet, og efter kort tid faldt hun i søvn.
Næste dag efter frokosttid satte Christel sig med sin bog i sengen, hun bladrede den igennem, og lagde mærke til de utrolige billeder der var. Hun ledte efter en blyant, som hun fandt lidt tid efter i en skuffe. Da hun skulle til at lukke skuffen igen, kom en sygeplejerske forbi, kiggede på Christel, mens hun fremstemmede. ”Hvad laver du dog?” Christel så op på sygeplejersken, det lød meget som om hun havde gjort noget forkert. Hun rynkede panden og svaret. ”Jeg ville bare finde noget at skrive med, hvis det ikke er ulovligt?” Med det gik hun tilbage til sin seng, og lagde sig med bogen. Sygeplejersken gik, og havde lukket døren efter sig. Christel tog bogen og begyndte at bladre igen, hun fandt et billede, hvor der stod et kærestepar nede ved en strand. Alle hendes tidligere oplevelser med Kristian, strømmede ind i hoved på hende, hun savnede ham, og der grab hun blyanten og begyndte at skrive. Hun fandt på nogen andre navne, så det nærmest blev en lille historie, men hun skrev det, så det var ’hendes’ oplevelser der blev fortalt. Hun blev varm indeni, men alligevel løb der en tåre ned af hendes ene kind, alt dette var nu forbi, og hun havde for svært ved at komme videre. Telefonen vibrerede, det var af hendes veninders venner, der spurgte hvad hun lavede. Hun havde ikke løst til at svare, men nu når hun nu havde sin telefon i hånden, ville hun lige skrive til Kristian. ”Heej søde, har du ikke lyst til at komme her ud og besøge mig i morgen? *smiley*” Skrev hun. Nogle få minutter efter fik hun svar. Han skrev at han ikke kunne komme, fordi han skulle til træning, men meget gerne ville komme om fredagen. Hun fik et smil på læben, lagde sin telefon væk og begyndte at bladre videre i bogen. Hun kom til en side med et mærkeligt dyr, hun viste ikke helt om det fandtes et sted i verden, men hun tog fat om blyanten og var klar til at skrive. Tanken om dyret gav hende en mærkelig fornemmelse i kroppen, hun holdte helt nede ved spidsen af blyanten, trykkede spidsen ned mod papiret, og tænkte over hvad hun mon kunne skrive. Christel følte sig dårlig tilpas, hun strammede grebet om blyanten. Med et knækkede spidsen, hun blev lidt forbavset, men hun kunne godt se at hun ikke skulle have trykket så hårdt. Den knækket spids lå midt på skrivesiden, hun ville prøve at tage den op, men da hendes fingre rørte papiret, slap hun hurtigt igen. Hendes hjerte bankede lidt hurtigere, hun prøvet og røre papiret igen, og hendes fingre kom igennem, men ikke ud på den anden side. Hun var meget forsigtig, og forsøgte at få mere end sin hånd ind. Det føltes mærkeligt at komme igennem, hun havde fået sit håndled med også, og helt op til albuen. Det var en mærkelig føles, en hun ikke havde prøvet før.
”Er du vågen? Christel?” Er der en stemme som siger, og imens en der rusker stille i hende. Hun vågner hurtigt op, og opdager at hun var faldet i søvn. Sygeplejersken tager bogen, og lægger den over på bordet, og efter fjerner den knækkede blyant fra sengen. Christel følte sig utilpas, hun fik øje på blyanten, og den havde ingen spids på! Hvor lang tid havde hun mon sovet? Sygeplejersken var gået ud for at hente aftensmad, og kom ind igen næsten lige med det samme. Christel var meget forvirret, og hun vidste ikke hvad hun skulle tro, havde hun virkelig oplevet det? Hun var hurtig færdig med maden, og var klar til at udforske bogen endnu engang. Bogen havde hun taget fra bordet, og nu sad hun med den i hænderne. Hun var på vej til at åbne den, da det bankede på døren, og ind stak hendes forældres hoveder. De smilte til hende, mens hun hurtig lukkede bogen sammen, og lagde den tilbage på bordet. ”Går det bedre? ” kommer det fra hendes far, og han går hen og kysser hende på panden. Moderen sætter sig på en stol ved siden af sengen, og faderen sætter sig på en slags bænk, som på den anden side. ”Hvad fordriver du så tiden med her inde?” Spørg hendes mor og smiler. Først trækker Christel på skulderne og efter svare hun ”Hmm, jeg hører noget musik osv. Det er ikke særlig svært at få tiden til at gå.” Hendes forældre ser forbavset ud, de ville sikkert tro at der intet at lave i et hvidt rum, hvor der kun er en seng og et lille bord.
De snakker et stykke tid, Christel glemmer helt bogen, men bliver så træt at forældrene hellere må gå. Da forældrene var gået ud af døren, skulle hun sådan tisse, inden hun ville lægge sig til at sove. Hun går ud på toilettet, sætter sig ned og tisser, mens hun hører en lyd inden fra hendes rum. Hendes ben rystede, der var alt for koldt på barre fødder. Hun vaskede hurtig sine hænder, og skyllede hoved. Da hun gik ud fra toilettet var der ingen sygeplejersker at se, hun gik ind i sit rum, og lagde sig under dynen. Der var helt mørkt i rummet, bort set fra en lysstribe som kom fra døren, hun følte hurtigt lysstriben med øjnene, den gik hen over bordet. Da striben var noget ved kanten af bordet, kom hun i tanke om bogen, hun kiggede der hen og fik først øje på blyanten. Der var noget anderledes, hun tog den op, og lagde mærke til at den var blevet spidsede. Hun tænkte lidt over om det var det, hun hørte, da hun var på toilettet. Forsigtigt lagde hun blyanten tilbage på bordet, tog sin ipod, og så faldt hun i søvn til musikken.
Christel vågner op næste morgen, ved at døren går op, og ind kommer en sygeplejerske med morgenmaden. Det var det sidste hun kunne tænke sig lige nu, men hun tog modvilligt imod det. Sygeplejersken huskede hende på at hun fik gæster i dag, men hun viste jo godt at hendes forældre kom om aften, så hun synes det var mærkeligt at sige. Da Christel havde siddet lang tid og spist, gik hun ud med tallerken i køkkenet, og hørt nogen mennesker komme der talte lidt for højt. Hun gik hurtigt tilbage til hendes rum og lukkede døren, hun satte sig i sengen, tog sin bamse Sebastian og gav den et kram, det fik hende til at vide hun var elsket. Døren gik op, en lidt kraftig mand kom ind, hun kunne ikke helt se hans ansigt pga. et kamera han havde i hånden. ”Nårh Drenge.. så er vi her, helt oppe på elvte sal. Puha. Heey der har vi jo Christel!” sagde manden og sænkede kameraet, men stadigvæk filmet på hende. Hendes øjne lyste op! Hun opdaget at det var Chief 1 som stod med kameraet, og lige bagefter kom Heini, Hans Edward, Corfitz, og til sidst kom Eirikur nærmest dansende og lukket døren. Hun kunne ikke lade være med at smile og grine lidt, det var så mærkeligt, ikke til at tro at det var The Dreams der kom. ”Heey Christel, du kan vel godt huske os?” sagde Hans Edward, og Eirikur forsatte. ”selvfølgelig, hehe, vi fik at vide eller nærmest fik en ordre til at besøge dig! Sisse skrev at du var indlagt, og havde brug for noget beroligende, så du kunne tænke på noget andet” Alle grinte lidt, og Corfitz talte videre. ”Så her er vi, og bare rolig vi går ikke med det samme.” Christel kunne ikke tro sine egne øjne og øre, de var virkelig her. Alle kom hen og gav hende et kram, de kunne se på hende at de var til nødte. Christel var helt mundlam, og bare smilte over hele hovedet, det var vidunderligt. ”Ej, ej, ej! Hun har et billede af os. Thhiiiiiiv.” sagde Eirikur, mens han nærmest hoppede over mod bordet for at tage det. ”Det er da fra den koncert da vi blev afbrudt, fordi nogen mennesker synes vi larmede” sagde Heini. Christel smilte og nikkede bare, det var lidt svært at sige noget af bare glæde. ”Hihi, hvor sødt. Nårh ja… for pokker da! Vi har også en ’god bedring’ gave med til dig.” sagde Corfitz smilende. Chief stod stadigvæk og filmede, han kastede en pakke over på sengen til Christel. Hun åbnede den hurtigt, og hun fik øje på en af deres T-shirts hvor der stod ’La´ mig være’. Hendes øjne lyste helt op, hun hoppede ud af sengen og løb hen til dem, for at give dem et takkekram. ”Seriøst, jeg kan bare slet ikke fatte det her sker. Det er en hver dreamers drøm, og min er gået i opfyldelse. Jeg ved ikke hvordan jeg skal takke jer, bare for at komme her ind! Jeg kommer nærmest til at tilbede Sisse for det her, jer og hende har virkelig gjort min dag sakin. Tusind tak.” sagde Christel, og var ved at få tåre i øjnene af bare glæde. ”Thhiiiiiiv” grinede Eirikur, og Hans Edward tilførte. ”Nurhh.. Det er sådan noget der for os til at komme ud og fx at besøge dig. Vi er så glade for at vi kan gøre dine måske lidt kedelige dage på hospitalet, som nogen rigtig gode sakin dage. Dig og Sisse har gjort så meget for os, så det er det mindste vi kan gøre, vi er bare glade for at hjælpe, som i hjælper os. Tanken med præcis den T-shirt var, at nogen af sygeplejerskerne kan vel være mogga irriterende, og derfor kan du bare have den på.” Alle begyndte at grine. Efter det tog Christel straks sin nye T-shirt på, og Chief havde endelig slukkede for kameraet. Christel, The Dreams og Chief sad længe og snakkede, hun fortalte som sit liv, og hvordan det startet med hendes spiseforstyrrelse. Tiden fløj af sted, og da klokken blev tre kom en sygeplejerske ind og sagde at Christel skulle spise frokost. Christel blev lidt nedtrykt, men hun mente det nok ville gå, efter så mange timer sammen med dem.
Et stykke tid efter aftensmaden, satte Christel med sin bog i sengen. Hun slog op på siden hvor hendes fingre sidst gik igennem, hun tog en dyb indånding, og prøvet igen. Hendes Fingre gik igennem! Hun kom langt ind med armen, helt over albuen, men hun kunne ingen ting mærke på den ’anden’ side. Hun besluttede sig og prøve at stikke sit hoved igennem. Hun holdte bogen skråt over sit hoved, men da hun prøvet slog hun bare bogen ned i hoved på sig selv. Imens dette skete var døren blevet åbnet, hendes forældre stod bare og gloede. Faderen kunne ikke lade være med at joke lidt. ”Er bogen dårlig?” grinte han. Christel havde ikke forventet at de kom lige nu, hun havde faktisk glemt at de skulle komme. Hun lukket hurtigt bogen sammen, lagde den over på bordet og rystede på hoved. De satte sig alle sammen ned, forældrene havde købt noget frygt og chokolade, som de alle delte. Christel var totalt glad pga. hendes dag hvor The Dreams havde været på besøg, hun kunne nærmest ikke få ordrerne frem, fordi hun ville fortælle alt med det samme.
Det var blevet fredag, og Christel glædede sig som et lille barn, til at Kristian skulle komme, hun vidste han havde fri fra skole. Der var et eller andet indeni hende, der sagde at noget ville gå galt, men hun vidste ikke hvad. Hun ville gerne vise ham bogen, måske kunne de finde en vej igennem den, så de kunne gå sammen. Hendes blik svæver ud over højresonden, ud af vinduet, hun ligger i sin seng og hører musik. Klokken var næsten halv et, og ikke en lyd for Kristian. Hun tager sin telefon og begynder at skrive til ham, og spørger ham hvornår han kommer. Der går noget tid, han svare ikke. Hun tænker over om hun havde gjort noget forkert, hun lænder sig tilbage, og kommer i tanke om dagen med The Dreams. Der var noget ved det, som fik hende til at glemme alt, og bare fik et smil på læben. Hendes tanker drev videre ud, hun kunne huske alt hvad de havde sagt, hvor glad hun havde været, og måske skulle det ende nu? Telefon vibreret, og hendes tanker forsvandt med et. Der var kommet en besked, først var hun ikke sikker på om det var fra Kristian, men det fandt hun så ud af. Han skrev at han havde glemt en anden aftale, men ikke lige havde fået skrevet det til hende. Hun følte sig fortabt, og kastede sin telefon gennem rummet, den landet på gulvet, og dele fra den var gået fra hinanden.
Hun ligger i sengen, kigger op i loftet, og mærker tåre løbe ned af kinderne. Hun vender sit hoved over mod bogen, rejser sig lidt, tager fadt i blyanten og bogen. De tåre der er på vej ned af kinderne, tørre hun væk, åbner bogen, og slår op på siden med kæresteparret. Blyanten sætter hun oppe i højre hjørne på skrivesiden, hun tegner en dyb og stor streg, midt over det hun har skrevet om hende og Kristian. Hun gør det med hård kraft, og blyanten knækker igen, den kommer samme vej som hendes telefon. Tårerne løber stadig ned af kinderne, hun bladre om på siden med det mærkelig dyr, rørte skrivesiden med fingrene, hun kunne stadig få dem igennem. Det var først nu hun lagde mere mærke til dyret, hun rørte lidt ved billede, men der kunne hun ikke få fingrene igennem. Hendes blik fangede dyrets, det gav et sæt i hende, dyret blinkede nærmest til hende, dens øjne skinnede. Hun tog sin pegefinger og rørte stille ved dyret øje, der kom en kraft fra det, ligesom fra en støvsuger. Hun tog hurtig hånden til sig, hendes tåre var stoppede, og hun havde glemt alt om Kristian. Dyrets øje blinkede nærmest til hende igen, hun kunne ikke lade vær med at røre det, så hun gjorde det igen. Denne gang var suge kraften meget voldsommer, hun ville have trukket hånden til sig, men det var forsendt, hun var kommet igennem det. Da hun åbnede øjnene igen, lå hun på et kridhvidt gulv, hele ’rummet’ var kridhvidt. Hun kunne se noget langt væk, hun rejste sig op, og vendte sig om. Der stod hun foran en dør, med den samme hvide farve, hendes tanke var, at hun nok var kommet igennem der. Christel fik et kulde gys, hun var klart til at udforske ’rummet’, og hun gik efter det som var langt væk. Hun mærker noget mærkeligt under hendes fødder, det var ikke koldt, men heller ikke så varmt igen. Hendes blik stirrer ned af sig selv, og hun opdager at hendes fødder står i blod. Det skrammer hende, hun begynder at gå baglæns, men blodet bliver stadig ved med at komme under hende. Hendes fingre begynder og føles ligesom hendes fødder, hun vender sine håndflader op med hende selv, nu viste hun hvor blodet kom fra. Christel vender sig om mod døren, blodet løber ud af hendes håndled, hun kan ikke få det stoppede. Da hun næsten er ved døren, ligger hun mærke til at den er blevet lukket i. Hun kommer helt tæt på døren, og prøver at tage fadt i håndtaget, men hendes fingre går direkte igennem. Hun fatter ikke hvad der sker, hun ville væk! Hendes nervøsitet stiger, hun knytter hænderne og banker på døren, men intet sker. Langsomt vender hun sig om, glider ned langs døren, og sidder i en lidt større blodplet.
Sygeplejersker går forbi Christels rum, ingen havde hørt noget, eller set at hun havde været på toilettet. Der var en af dem som besluttede for at gå ind og se om hun sov. Sygeplejersken åbnet døren stille, hun lagde først mærke til at Christel ikke lå i sengen. Derefter åbnet hun døren hurtigere, hun så blod for enden af sengen, hun løb derover, og fandt Christel helt livløs i en kæmpe blodplet. Sygeplejersken kunne ikke nå og stoppe blodet, hun vendte Christel om på ryggen, og opdagede hurtigt at hun ikke rigtig træk vejret.